Det, der ligger på telefonen
Dine projekter, planer og materialelister bliver på enheden. De bliver ikke synkroniseret til en Weaver-konto, og der er ingen konto at lukke.
I appen: Profil › Slet alle lokale data. Du bliver bedt om at bekræfte, fordi handlingen ikke kan fortrydes. Den fjerner projekter, profil og præferencer, lokale jobs, AI-onboardingvalget og appens anonyme sessionstilstand, og den rydder Weavers egen cache og de Weaver-filer, der ligger inde i appens eget område.
To ting rører den ikke, og det er med vilje: et foto, du selv har gemt i telefonens fotobibliotek, og den oprindelige fil, du valgte fra din egen filvælger. De ligger uden for Weaver, og det er ikke vores at slette.
Det, der er sendt til os
Hvis du har sagt ja til måling af brug, har vi målinger af, hvordan appen er blevet brugt — aldrig indholdet af dine projekter, dine fotos eller din tekst.
Vil du stoppe indsamlingen, kan du altid slå den fra i appen under Profil › Indstillinger › „Måling af brug“. Det virker med det samme.
Vil du have slettet det, der allerede er sendt, så skriv til support@weaverapp.io. Det er en anden handling end den første, og den ene gør ikke den anden: at slå målingen fra stopper det, der kommer fremover, men sletter ikke det, der allerede er afsted.
Du behøver ikke begrunde det, og du skal ikke opgive mere om dig selv, end vi allerede har. Weaver bruger anonyme konti, så vi kan ikke slå dig op på en mailadresse — kan vi ikke finde dig ud fra det, du skriver, spørger vi, i stedet for at gætte.
Hvad der så sker — og hvad vi ikke kan slette
Vi sletter den række, der forbinder din konto med den reference, målingerne er gemt under. Derefter peger referencerne i datasættet ikke længere på nogen. Selve datasættet skrives ikke om — det er bygget til kun at blive tilføjet til — så det, der sker, er at oplysningerne ophører med at kunne henføres til dig.
Hos de AI-udbydere, der har behandlet indhold undervejs, sletter vi ikke selv. Der gælder udbydernes egne opbevaringsperioder: OpenAI op til 30 dage til misbrugsovervågning, Google tidsbegrænset logning. Det står i privatlivspolitikken for appen, afsnit 4.
Vi svarer på din anmodning senest en måned efter, vi har modtaget den. Det er fristen i databeskyttelsesforordningen, og den gælder også, når vi har travlt.
Er du uenig i, hvordan vi behandler dine oplysninger, kan du klage til Datatilsynet. Vi vil gerne høre det først, men du er ikke forpligtet til at gå til os, før du går til dem.
Hvem du skriver til
Nested Labs ApS (CVR 46571835)
Falkevej 6, 4200 Slagelse
support@weaverapp.io
Har du brug for andet end sletning, står resten på supportsiden. Hvad appen gemmer, og hvad der sendes videre, står i privatlivspolitikken for appen.